Kønsopdelt arbejdsmarked – ved det kønsopdelte arbejdsmarked forstår vi et arbejdsmarked som det danske, hvor kvinder og mænd ikke er lige fordelt på arbejdsmarkedet.
Man taler om den horisontale kønsopdeling, hvor kvinder og mænd fordeler sig forskelligt i forhold til brancher og sektorer. Derudover taler man om den vertikale kønsopdeling. Her ser man på, hvordan mænd og kvinder fordeler sig i stillingshierakiet, hvor mænd ofte dominerer i de ledende stillinger.
Selv i brancher, hvor flest kvinder er ansat (for eksempel børnehaver eller hjemmehjælp), har mænd større sandsynlighed for at blive ledere end kvinder.
Horisontal kønsopdeling – i Danmark arbejder mænd og kvinder ofte inden for forskellige sektorer, brancher og fag.
Dette resulterer såkaldte kvindefag og mandefag. Altså fag der er henholdsvis kvindedomineret (for eksempel omsorgs- og plejesektoren) og fag, der er er mandsdomineret (for eksempel håndværkerfag og STEM-fag).
Et andet aspekt af det kønsopdelte arbejdsmarked i Danmark er, at kvinder udgør hovedparten af de ansatte i den offentlige sektor (78 %), mens mænd udgør hovedparten af de ansatte i den private sektor (74 %).
Den horisontale kønsopdeling af arbejdsmarkedet bidrager til at øge løngabet mellem mænd og kvinder i Danmark. Det skyldes, at kvindedominerede fag såsom omsorgs- og plejearbejde er relativt lavere lønnet end de mandsdominerede fag.
Dette lønhierarki imellem ’mandefag’ og ’kvindefag’ kan spores helt tilbage til tjenestemandsreformen fra 1969, hvor alle de offentlige fag blev rangeret – og de kvindedomineret fag værdisat lavest. Læs mere om Tjenestemandsreformen og værdisætning af arbejde her.
Lønnen i de sektorer, brancher og arbejdsfunktioner med flest kvinder er altså generelt lavere end i de sektor, brancher og arbejdsfunktioner med flest mænd. At andelen af kvinder på en arbejdsplads har negativ indvirkning på lønnen, fremgår blandt andet af VIVE-rapporten ”Den ’uforklarede’ del af forskellen mellem kvinders og mænds timeløn”.
Pædagoger, sygeplejersker og SOSU-medarbejdere – alle kvindedominerede fag – har lavere timelønssatser end et mandedomineret fag som politibetjent. Lønforskellen findes til trods for, at det alle er offentlige arbejdspladser, som ifølge ’relevante kvalifikationer og andre relevante faktorer’ såsom fagkundskab, belastning, indsats, arbejdsforhold, arbejdsvilkår, ansvar og beslutningskompetence burde tillægges samme værdi i henhold til Ligelønsloven.
Vertikal kønsopdeling – i Danmark er der flere mænd placeret højere i stillingshierarkiet, hvor lønnen også er højere.
Vertikal ulighed: I toppen er der flere, der hedder Lars, end der er kvinder
Blandt de administrerende direktører i danske børsnoterede virksomheder er der flere, som hedder Lars, end der er kvinder.
Optællingen er fra 2020 og viste dengang, at fire direktører er kvinder og syv hedder Lars. Læs mere i Feminas artikel her.
En undersøgelse lavet af Berlingske i 2020 viser, at der er 69 kvindelige direktører i de 1000 største danske virksomheder. Det tal er endda gået tilbage. I 2019 var der 75 kvindelige direktører.
Fortsætter udviklingen i samme tempo fremover, vil der gå 102 år, før der er lige mange mandlige og kvindelige topchefer i Danmark.
Hvorfor mænd generelt set bevæger sig højere op i stillinghierarkiet end kvinder, kan have mange forklaringer. En forklaring er, at kvinder varetager størstedelen af det reproduktive omsorgsarbejde i forbindelse med familiestiftelse, såsom barsel, børnesygedag, bringe og hente i daginstitutioner. Kvinder tager i gennemsnit 89,6 % af barslen, mens mænd blot tager 10,4 % af barslen.
Denne ulige fordeling af omsorgsarbejdet resulterer i, at kvinder i kortere eller længere perioder har mere fravær på arbejdsmarkedet end mænd, og derved får kvinder sværere ved at stige i stillingshierarkiet. Læs mere om fordeling af ulønnet arbejde her.
Køns- og etnicitetsopdeling på arbejdsmarkedet – Ud over kønsopdelingen er der også en etnisk opdeling på arbejdsmarkedet, både vertikalt og horisontalt.
Sammenlignet med majoritetsetniske danskere, arbejder især ikke-vestlige indvandrere ofte i jobs længere nede stillingshierarkiet. På samme måde som der er ’mandefag’ og ‘kvindefag’, er der også fag og brancher, hvor indvandrere og personer med minoritetsetnisk baggrund er overrepræsenteret. Det gælder blandt andet restaurations- og rengøringsbrancherne.
Denne opdeling har på mange måder den samme effekt, som den overordnede kønsopdeling af arbejdsmarkedet har, nemlig lavere løn og dårligere beskæftigelsesmuligheder.
Ligeløn – når vi taler om ligeløn, taler vi om retten til lige løn for lige arbejde for mænd og kvinder. Det betyder helt enkelt, at køn ikke skal spille ind på dine lønforhold.
En mand og en kvinde, der har de samme forudsætninger, ansvarsområder og ansættelsesforhold skal betales den samme løn. Det står nedfældet i Ligelønsloven.
Ligelønsloven tager ikke højde for andre potentielt ulighedsskabende faktorer som etnicitet, race, funktionsdygtighed eller social baggrund. Læs mere i KLOG PÅ KØN om ligeløn eller på Beskæftigelsesministeriets hjemmeside.
Ulønnet arbejde – det ulønnede arbejde er for eksempel omsorgsarbejde med at passe og pleje familiens børn eller syge og ældre familiemedlemmer. Det ulønnede arbejde er også almindeligt husarbejde som indkøb, madlavning, rengøring og tøjvask. Det er også ulønnet arbejde at være ‘familiens projektleder’, der planlægger børnefødselsdage og ferier og holder styr på fritidsinteresser og familiearrangementer.
Danskernes tidsanvendelse
ROCKWOOL Fondens Forskningsenhed har undersøgt danskernes tidsanvendelse fra 2008 og til 2018. I den tid er både mænds og kvinders arbejdstid gået tilbage, samtidig med at der er sparet tid på husarbejdet.
Resultatet er dog ikke det samme for begge køn. Mænd havde i 2018 en halv times mere fritid om dagen end kvinder, mens kvinder brugte en time mere end mænd dagligt på husarbejde, det vil sige ulønnet arbejde.
Mænd i beskæftigelse brugte i gennemsnit 38 timer om ugen på lønnet arbejde, mens beskæftigede kvinder i gennemsnit brugte 30 1/2 time på lønnet arbejde.
Det er en del af FN’s Verdensmål at arbejde for en anerkendelse, prissætning og ligelig fordeling af det ulønnede arbejde frem mod 2030.
I Danmark udfører kvinder stadig den største del af det ulønnede arbejde. Hvis du vil vide endnu mere om ulønnet arbejde, kan du læse mere i KLOG PÅ KØN om ligeløn.
Glidende kønsarbejdsdeling – Selv mellem kvinder og mænd med samme uddannelse og jobfunktion sker der ofte en glidende opdeling af arbejdsopgaver på arbejdspladsen, der fastholder kønsarbejdsdelingen.
Det betyder, at de fastgroede opfattelser af, hvad mænd og kvinder traditionelt er gode til, sniger sig med ind på arbejdspladsen og i arbejdsfordelingen. Kvinder ses for eksempel som sociale og samlende. De er gode projektledere, men ikke voldsomt ambitiøse og vil helst gå hjem klokken 16. Mænd ses som værende gode til teknik, fysiske bedrifter, ledelsesopgaver og flydende/lange arbejdstider.
Det betyder, at kvinder står dårligere end mænd, når der skal avanceres i hierarkiet, da der typisk lægges vægt på de traditionelt mandlige værdier.
Kønssocialisering – vi fødes med et biologisk køn, men i løbet af opvæksten og opdragelsen i både familien og samfundet, tillægges det køn en lang række betydninger. Drenge forventes at være vilde og opfindsomme og kan godt lide blåt og at lege med biler. Piger forventes at være blide og rolige, kan godt lide lyserødt og at lege med dukker.
Den proces kaldes kønssocialisering, og hvis den ikke bliver udfordret gennem for eksempel kønskritisk pædagogik, lægger den tidligt kimen til de ulighedsstrukturer, vi senere i livet møder i forbindelse med uddannelsesvalg og indtrædelse på arbejdsmarkedet.
Kønsopdelt lønstatistik – Alle arbejdsgivere med mindst 35 ansatte skal fra 1. januar 2007 udarbejde en årlig kønsopdelt lønstatistik, når der på virksomheden er grupper af medarbejdere med mindst 10 personer af hvert køn med samme jobfunktion. Statistikken skal ses som redskab til at følge arbejdet med ligestilling i den enkelte virksomhed.
Læsetips
Nedenfor kan du gå på opdagelse i relevante artikler, rapporter mv., der omhandler det kønsopdelte arbejdsmarked.

