Der er ikke meget reel lovgivning til at regulere det kønsopdelte arbejdsmarked i Danmark. Det tætteste vi kommer, er Ligelønsloven.
Når far tager barsel, mindskes lønforskellen
Når far tager barsel, mindskes lønforskellen mellem mænd og kvinder, og husstandens samlede indkomst øges.
En undersøgelse foretaget af Rockwool Fondens forskningsenhed viser, at i familier, hvor faren tager en større andel af barslen, reduceres lønforskellen mellem far og mor med op til 14.000 kroner om året. Da farens lønforhold stort set er upåvirkede af barselsorloven, ses stigningen i morens indtægt, hvilket samlet set giver familien en større husstandsindtægt.
Rockwool Fonden, Paternity Leave and the Gender Wage Gap, 2017.
Vi har lavet en KLOG PÅ KØN om Ligeløn, hvor du kan læse meget mere om Ligelønsloven. I følgende tekst kommer dog en kort gennemgang.
Ligelønsloven blev vedtaget i 1976 og sikrer, at mænd og kvinder har ret til samme løn og lønvilkår for samme arbejde eller arbejde med samme værdi. Det betyder ikke, at mænd og kvinder altid skal have det samme i løn. Men det betyder, at der ikke må være lønforskelle, der bunder i køn. Ligelønsloven opererer her med de to køn ’mand’ og ’kvinde’.
På trods af Ligelønsloven eksisterer der stadig et løngab mellem mænd og kvinder. Den gennemsnitlige lønforskel mellem mænd og kvinder ligger på 18 %.
Beskæftigelsesministeriet udgav i 2006 en guide til danske virksomheder, der forklarer årsagerne til kønsopdelingen og den manglende ligeløn og peger på områder, virksomhederne kan sætte ind på, hvis de vil styrke udviklingen mod et mere ligestillet arbejdsmarked.
Ligelønsguiden peger på årsager, der bunder i kultur, hvor arbejdsdelingen inden for bestemte arbejdsområder ubevidst fastholder mænd og kvinder i traditionelle kønsroller (se Glidende kønsarbejdsdeling). Kortlægning af arbejdsområder og kønsopdelt lønstatisk kan være nogle af de redskaber, en virksomhed kan gøre brug af for at kaste et nyt blik på sin egen struktur og finde de blinde vinkler.
Der er med Ligelønsguiden altså tale om oplysning og inspiration til konstruktive tiltag fra statens side, men ikke en decideret lovgivning.
Hvem passer børnene?
Lovgivningen om barsel har indflydelse på kønsopdelingen på arbejdsmarkedet og ligelønsproblematikken.
Når et barn bliver født i Danmark, har forældrene ret til at holde 52 ugers barsel med ret til barselsdagpenge. Nogle overenskomster giver forældrene ret til fuld løn under dele af barslen.
Barselsrettighederne er stadig meget ulige fordelt i Danmark: Den gravide kvinde har ret til 4 ugers orlov før fødslen og 14 uger efter fødslen. Derimod er der blot 2 øremærkede uger til barnets far eller medmor.
De resterende 32 uger kan forældrene i princippet frit fordele imellem sig. Men i realiteten går langt størstedelen til kvinden. Blandt far-mor-og-børn-familier i 2018, tog mødrene i gennemsnit 273,9 dages barsel, mens fædrene blot tog 31,9 dages barsel. Det viser tal fra Danmarks Statistik.
I 2019 vedtog EU et direktiv, som pålægger medlemslandene at give begge forældre ret til to måneders øremærket barsel i et forsøg på at udligne uligheden. De to måneder kan ikke overdrages og frafalder, hvis for eksempel faren ikke gør brug af dem. Direktivet skal senest være implementeret i Danmark i 2022.
En mere ligelig fordeling af barsels- og forældreorloven vil være med til at udligne en af de grundlæggende faktorer, der står i vejen for kvinders ligestilling på arbejdsmarkedet. Dette er naturligvis en udligningsfaktor, der primært har betydning for kvinder, der ønsker at få børn.

