Q&A: Forebyggelse og nedbringelse af vold i Norge

Alt for mange danskere bliver hvert år udsat for vold i en nær relation. Omkring 38.000 kvinder og 19.000 mænd årligt udsættes for fysisk partnervold. Kigger vi på psykisk partnervold, er tallene dobbelt så høje. Omkring 2,5 procent af den voksne befolkning i Danmark har været udsat for psykisk partnervold inden for det seneste år.

KVINFO har interviewet direktør fra norske Alternativ til Vold (ATV), Marius Råkil om deres erfaringer med forebyggelse og nedbringelse af vold.

KVINFO: Hvilken type vold har jeres arbejde fokus på?

Marius Råkil: I ATV arbejder vi ikke med alle former for vold. Vores særlige opgave, finansieret af offentlige midler, er at arbejde med vold i hjemmet, vold i nære relationer og mænds vold mod kvinder og børn. Specifikt om vold, der sker i familien – mest fra mænd.

KVINFO: Hvordan arbejder I med at nedbringe vold?

Marius Råkil: Vi arbejder med at tilbyde terapeutiske forløb. Dette felt indeholder meget af det, vi kalder ’psycho-educational’ programmer, som historisk set kommer fra USA, med primær fokus på, at dette handler om mænds holdning og patriarkalske holdninger.

Men i den europæiske kontekst, især i den nordiske og norske sammenhæng, er det meget mere en terapeutisk tradition i den forstand, at den metodik, vi bruger, er mere terapeutisk. Det er også fordi, vi mener, at vold er et komplekst problem; det er ikke kun et adfærdsmæssigt eller kulturelt problem i vores samfund. Vold repræsenterer også et psykologisk problem.

Vi arbejder mest med mænd, men også kvinder, der har udviklet et problem med vold og aggression. Nogle arbejder vi individuelt med, og nogle arbejder vi med i forhold til gruppesammensætning og gruppeterapi.

Grundlæggende mener vi, at vi skal tage fat på selve volden. Vi fokuserer på personen og dennes ansvarsfølelse. Den person, der udfører volden, har en tendens til at minimere eller eksternalisere, når vedkommende beskriver, hvorfor de er voldelige.

Vi behandler deres personlige historie relateret til vold. For eksempel viser en undersøgelse af ​​alle de tusindvis af mænd, der kommer til ATV, at 70 procent af mændene havde været udsat for vold som børn. Hvis vi skal hjælpe dem med at holde op med at bruge vold, så skal vi også arbejde med deres personlige erfaringer med vold.

Når vi adresserer og arbejder med vold, er det vigtigt, at vi sammen med klienten laver meget detaljerede beskrivelser af, hvordan problemet med vold ser ud. Hvad laver de, når de bruger vold? Hvilken slags vold? Hvor hyppigt er det? Hvor længe har det stået på?

Disse præciseringer hjælper os med at foretage en form for måling af problemets alvor. Hvis vi arbejder for at reducere og forebygge vold, så skal vi have et klart billede af, hvordan volden ser ud. Og det skal gøres med empati – ikke til volden, men til personen. Vi skal styrke deres forståelse af, at “dette er mit problem, min adfærd, mit ansvar. Jeg er den eneste, der kan gøre noget for at stoppe det.”

Det er en meget væsentlig del af det behandlingsarbejde, vi leverer i ATV.

KVINFO: Hvad virker ifølge jeres erfaring godt, når det kommer til at forebygge vold?

Marius Råkil: Forebyggelse er et meget vigtigt aspekt. Min anke er, at vi i det mindste skal være tydelige, når vi taler om forebyggelse på forskellige niveauer. Når vi taler om forebyggelse generelt, er vi normalt bekymrede for selve samfundet. Der er dog også det individuelle niveau.

I ATV arbejder vi ikke kun med voksne, der bruger vold, her mest mænd. Vi arbejder også med kvinder, der har været udsat for vold, samt unge og børn. Vi argumenterer kraftigt for, at denne form for terapeutisk arbejde, der hovedsageligt er forbundet med at forsøge at reducere den forvoldte skade, faktisk også i høj grad er et forebyggelsesarbejde.

At arbejde med børn, der lever med vold i deres familie, hvis vi bruger drengene som eksempel, så er dét at arbejde overordnet med at stoppe volden faktisk også forebyggende i den forstand, at de ikke kæmper med dette som teenagere. Når man arbejder med teenagere, der har problemer med aggression og brug af vold, har de ret ofte selv oplevet det i barndommen. Ved at arbejde med børnene kan vi forhindre, at vold bliver en del af deres mestrings-mekanisme, når de bliver ældre, og tager det med ind i deres voksne forhold.

Det individuelle forebyggelsesniveau virker til at være et lidt glemt aspekt i diskussionen om voldsforebyggelse.

Der er en øget risiko med børn, der bor i familier, hvor der bliver brugt vold. En øget risiko for selv at udvikle et problem med vold og aggression – især for drenge. På et overordnet plan forsøger vi virkelig at bryde voldens cirkel. Vi forsøger at bryde voldscyklussen mellem generationerne.

En overordnet forebyggelsesstrategi ville naturligvis skulle behandle dette som et menneskerettighedsspørgsmål.

Vi bliver nødt til at behandle dette som et spørgsmål om ulighed mellem kønnene. Det kræver, at vi arbejder med, hvilke holdninger vi værdsætter i vores samfund. Vi er nødt til at se kritisk på tolerancen over for vold i vores samfund. I et social- og folkesundhedsperspektiv ser vi vold som et problem. Men i underholdningsindustrien ses vold eksempelvis som en yderst vigtig ingrediens i, hvad der er underholdning.

Der er ret store kontraster og dilemmaer i det, jeg kalder vores tolerance over for vold.

KVINFO: Hvilke rammer eller politiske prioriteringer skal der til, for at indsatser som jeres kan virke efter hensigten og forebygge vold?

Marius Råkil: Det virker til, at der er en mangel på forståelse for konsekvenserne af vold. Vold i nære forhold, mænds vold mod kvinder og børn, er et så stort problem for det danske samfund og det norske samfund, at det virkelig fortjener at blive defineret som en epidemi. Hvis vi sammenligner det med corona-situationen, så er der jo også national statistik i både Danmark og Norge over, hvor mange, for eksempel kvinder, der oplever vold gennem hele livet. Tallene er foruroligende.

Vi tror, ​​at nogle af problemerne på det politiske plan, som måske er lidt forskellige fra Norge til Danmark, er, at Danmark efter min viden og indtryk i høj grad definerer vold mod kvinder som et socialt problem. Ud over at det er et kulturelt problem i det danske samfund. Og her mener jeg ikke etniske minoriteter i Danmark. Men kulturen i Danmark generelt.

I Norge derimod er vold anerkendt af nationale politikere som et folkesundhedsproblem.

Det er meget vigtigt at finde ud af, hvad vold mod kvinder ’hører til’ under politisk set. Hvis det i vid udstrækning defineres som et socialt problem på det politiske plan, er en konsekvens af det, at det bliver socialministerens ansvar. Men det bør i den grad også være sundhedsministerens, justitsministerens og undervisningsministerens ansvar.

Det er dét, vi ser i Norge. I Norge er der fem forskellige ministerier, der har ansvaret for at udvikle politikken omkring mænds vold mod kvinder og børn.

En af risikofaktorerne er at definere dette for meget som værende et socialt problem. De politiske prioriteringer i Norge omkring dette har ændret sig over tid – til det bedre.

Den politiske arena har været åben for dialog med fagfolk og folk, der arbejder på området. De har finansieret både regionale kompetence centre og et nationalt kompetence center om vold og traumatisk stress.

Organisationer som ATV inviteres løbende til dialoger og drøftelser med politikerne. Stortinget er derfor særdeles godt rustet med opdateret viden på området.

Jeg har et konkret eksempel på konsekvenserne af, hvordan det har påvirket de politiske prioriteringer.

I 2017 besluttede Stortinget i Norge tværpolitisk med alle partier ombord at tage stilling til en optrapningsplan, ikke bare en handlingsplan.

En eskalering er mere bindende i forhold til også at finansiere det.

Den plan, vi har i Norge, har været aktiv fra 2017 og frem til i år, 2021. Den norske regering har lagt mere end én milliard norske kroner i dette udviklingsarbejde. Finansiering af forskning, forskellige tjenesteudbydere, flere projekter – bare for at nævne nogle få eksempler.

Det er for mig at se et klokkeklart eksempel på, at vi er på rette vej.

I Danmark er midlerne til voldsforebyggelse omkring otte millioner danske kroner om året, som jeg fik at vide på en konference i september 2021 afholdt af Lev Uden Lov. Otte millioner lyder måske af meget. Men det er næsten ingenting.

Det norske Stortinget har demonstreret en lovende evne til at sætte den politiske magt i arbejde for forebyggelse og nedbringelse af vold.