Kvindelige bidragsydere er underrepræsenteret på Wikipedia
Det er 14 år siden, at Wikipedia, den globale, åbne encyklopædi, blev lanceret. Og selvom websitet har fået sat en ny standard for indsamling og formidling og viden – særlig med princippet om at alle kan skrive og redigere opslag – er det dog langt fra alle, der får delt viden på websitet.
Det er nemlig yngre, hvide mænd med en teknisk baggrund, der udgør hovedparten (80 %) af Wikipedias bidragydere. Hertil er bl.a. kvinder stærkt underrepræsenteret, hvilket Wikipedias grundlægger, Jimmy Wales, kalder en trussel mod websitet til en IFS-konference, afholdt i Boston tilbage i maj.
»Vi udspringer af et teknologi-univers, der er mandsdomineret, og vi har et problem med vores tekniske platform, der fremstår unødigt kompliceret. Dette er ikke bare en barriere for kvinder, men i det hele taget en barriere for nye bidragydere, der ikke har en teknisk baggrund,« siger Jimmy Wales i et interview med Ingeniøren på konferencen.
Tilbage i oktober 2014 afholdt KVINFO i samarbejde med Wikipedia seminaret ”Skriv ligestilling ind i Wikipedia”. Seminaret blev lanceret i et forsøg på at rette op på den store skævhed i repræsentationen af brugere på sitet. Da Wikipedia er et velbenyttet opslagsværk på nettet, er det vigtigt, at viden om kvinder, køn og ligestilling er korrekt og ordentligt repræsenteret på sitet – også på dansk. På seminaret fik deltagerne bl.a. mulighed for selv at prøve kræfter med at redigere og skrive til Wikipedia.

