I Danmark kan man blive, hvad man vil. Eller kan man? Danmark har en af verdens højeste erhvervsfrekvenser blandt kvinder, men også et meget kønsopdelt arbejdsmarked.
I Danmark har vi formel ligestilling på arbejdsmarkedet. Samtidig har vi et meget kønsopdelt arbejdsmarked. Mænd og kvinder fordeler sig på bestemte brancher, og mænd og kvinder fordeler sig ulige i ledelsesstrukturen.
Den gennemsnitlige lønforskel mellem mænds og kvinders arbejde i Danmark er 18 %. Lønforskellen er størst blandt den fjerdedel, som tjener mest, og allerstørst blandt den ene procent, som tjener mest.
28 % af timelønsforskellen skyldes forskelle i målbare karakteristika som brancher og erhvervserfaring. De resterende 72 % skyldes forskellen i afkastet af de enkelte karakteristika. Afkastet skal forstås som, hvor meget det betyder for mænds og kvinders løn eksempelvis at have et års ekstra erhvervserfaring.
Mænd har i gennemsnit længere erhvervserfaring end kvinder, hvilket øger lønforskellen mellem mænd og kvinder. Afkastet af et års ekstra erhvervserfaring er dog større for kvinder end for mænd, hvilket reducerer lønforskellen mellem kønnene.
Kvinder har i højere grad end mænd taget uddannelse på et højt niveau, hvilket reducerer den generelle forskel på kønnenes løn. Mændene får dog mere ud af at uddanne sig, idet afkastet af uddannelse øger forskellen mellem mænds og kvinders løn.
Danmark har et løngab på 18 % mellem mænd og kvinder. En af hovedforklaringerne på uligelønnen mellem mænd og kvinder finder man i samspillet mellem det kønsopdelte arbejdsmarked og den skæve værdisættelse af arbejde.
Der er flest mænd på ledelsesgangene og flest mænd med høje lønninger. Men mændene er også overrepræsenteret i den befolkningsgruppe, der ikke får en uddannelse. Og kigger man vores uddannelsessystem efter i sømmene, finder man allerede her en stærk kønsopdeling.
Mangfoldighed giver bedre løsninger
Diversitet i arbejdsstyrken giver et mere fleksibelt arbejdsmarked. Det får vi brug for i fremtidens Danmark, hvor demografien ændrer sig.
Diversitet og fleksibilitet er også vigtig for, at den størst mulige talentmasse er til rådighed inden for alle fag. Det er ikke tilfældet, hvis kun mænd uddanner sig til ingeniør eller politibetjent, mens kvinderne samler sig på de sundhedsfaglige uddannelser og i pædagogfaget.
Jo flere blikke, der kastes på en problemstilling, des bedre bliver den løst. Des større repræsentation, der er blandt de medarbejdere, der møder borgerne, des bedre bliver borgerne mødt.
I Danmark er ikke blot det lønnede arbejde kønsopdelt. Det samme gælder for det ulønnede arbejde. Kvinder varetager stadig hovedparten af de huslige opgaver og omsorgsarbejdet i forbindelse med familiens ældre og børn, herunder barns sygedage. Det betyder, at flere kvinder arbejder på nedsat tid og ofte har kortere eller længere perioder af fravær på arbejdsmarkedet – blandt andet i forbindelse med barsel – og derved har sværere ved at stige i stillingshierakiet.
Danmark har forpligtet sig til at arbejde hen mod FN’s verdensmål. Under FN’s mål for ligestilling frem mod 2030 indgår også en anerkendelse og prissætning af det ulønnede arbejde.
FN’s Verdensmål – Mål 5.4.
Ulønnet omsorgsarbejde og arbejde i hjemmet skal anerkendes og værdsættes gennem tilgængelighed af offentlige serviceydelser, infrastruktur og politikker for social beskyttelse samt ved at fremme delt ansvar i hjemmet og familien, som nationalt passende.
I denne KLOG PÅ KØN får du et overblik over det kønsopdelte arbejdsmarked mellem mænd og kvinder i Danmark. Du får en oversigt over de begreber, vi bruger, når vi taler om ligeløn og det kønsopdelte arbejdsmarked. Vi giver et historisk overblik over kvindernes indtog på arbejdsmarkedet og kaster et internationalt blik ud i verden på andre landes måder at gribe problematikken an på.
Du finder også en indføring i, hvad kønssocialisering betyder for uddannelsesvalg og senere karrierevalg; samt en oversigt over, hvordan arbejde værdisættes, og hvordan værdisættelsen er med til at understøtte en uligestilling på arbejdsmarkedet. Endelig giver vi et bud på, hvad vi kan gøre bedre og hvordan, for der er ingen tvivl om, at diversitet på arbejdsmarkedet er vigtig for fremtiden.
Hvad finder du ikke i denne KLOG PÅ KØN?
Denne KLOG PÅ KØN beskæftiger sig med lønforskelle mellem personer registreret i det Centrale Personregister (CPR) som henholdsvis kvinder og mænd. Vi mangler statistik og undersøgelser, der rækker ud over de binære kategorier ’mand’ og ’kvinde’.